|

Fabrikant Ole Pedersen, Flexwood er glad for rygeforbudet. |
|
Flexwood indfører rygestop i forbindelse med overenskomst
Efter en 2-årig testperiode med delvist rygestop, har Flexwood A/S pr. d. 1. maj 2003 indført totalt rygestop på virksomhedens område. Aftalen er indgået med medarbejderne samtidig med de 2-årige overenskomstforhandlinger.
- Beslutningen er taget i fællesskab mellem medarbejdere og ledelse efter besøg fra amtets rygestop konsulent … et stort skridt, der fortjener respekt, siger fabrikant Ole Pedersen.
Delvist rygestop ingen succes
I en virksomhed som Flexwood A/S, der arbejder med træ, er der selvfølgelig rygeforbud flere steder i virksomheden. Sidste år indførte man så et delvist rygestop - der måtte ryges på bestemte steder og bestemte tidspunkter.
Men det delvise rygestop blev ingen succes. Rygerne havde svært ved at håndtere det, og det virkede nærmest som om man hele tiden gik og tænkte på, hvornår man kunne ryge igen.
Kompensationer og rygestop hjælp
- Efter nogle møder med amtets rygestop konsulent besluttede vi derfor, at et totalt rygestop på virksomhedens område var en bedre løsning, siger Ole Pedersen.
Rygestoppet blev indført d. 1. maj 2003 samtidig med afslutningen på de 2-årige overenskomstforhandlinger - virksomheden strakte sig lidt længere rent økonomisk for at give en slags belønning for rygestoppet.
Samtidig blev der indført gratis, frisk frugt og ispinde, og virksomheden betaler rygeafvænningsmidler, som f.eks. Nikotinplastre, tyggegummi mv. for kursusdeltagere.
Gode tilbagemeldinger
Virksomhedens ledelse har allerede fået gode tilbagemeldinger fra en del af medarbejderne, der synes, det er lettere at stoppe helt, end at begrænse tobaksforbruget.
- Vi ønsker ikke at blande os i, hvordan medarbejderne lever deres liv, men på den anden side må man være parat til forandringer, når ting ændrer sig i samfundet. Rygestoppet giver os et mere harmonisk arbejdsklima uden konflikter mellem rygere og ikke-rygere, og samtidig giver vi de rygere som ønsker at stoppe, en hjælpende hånd. Det er et forbud med rigtig mange gode eftervirkninger, slutter Ole Pedersen.
Forside Nyhedsoversigt Til top Printvenlig
|
|